Det hagler bare ned for tiden, ja med små overraskelser og twists, nogle gode andre dårlige, men hele tiden det man ikke forventer.
Først min dreng har haft smerter i laaaaang tid on of, og vi har virkelig presset og presset for at få ham undersøgt, i '09 var vi på børneafdelingen i Randers, de undersøgte ham ikke særligt, de bebrejdede i stedet mine skavanker (psykisk)
Min dreng blev ved med at have ondt, vågne om natten osv osv, blodprøver ved egen læge viste ikke noget. Men jeg får i år min dreng henvist til børneafdelingen igen, denne gang i vores egen by, Horsens. En meget dygtig og meget grundig læge fandt ikke rigtig noget, men ville for en sikkerhedskyld henvise os til reumatologisk afd i Skejby. OG TAK!
Fik en tid 21. december 2011 og hun starter med at fortælle at hun ikke kan love at hun kan give os en forklaring med det samme, men efter hun havde set, mærket og scannet siger hun så at min dreng har børneleddegigt, i FÅ led, så det er ikke noget vi skal lige nu behandle med stærk medicin eller lign. Nogle panodil så snart han klager over smerter også er vi nu tilknyttet et forløb også bliver der holdt øje med ham.
Det var forfærdeligt, men det er nu rart at der så ER noget galt og at det ikke er noget vi bilder os ind, at hun kunne helt konkret se DER var altså noget galt. Det kan være han aldrig mærker noget igen og det kan komme tilbage. Det kan også udvikle sig, men vi håber på det stilner af.
Men når børn er ramt af børneleddegigt skal de til regelmæssige tjek ved øjenlægen. Jeg har selv briller, haft siden jeg var 3 år gammel, som resten af familien, så øjenlæge har drengen jo været til da han var helt lille.
Vi har så lige været afsted i dag, og han skal have briller! Hans venstre øje ser noget dårligere end det andet. Vi skal afsted igen næste måned også er det nok en tur til brillemanden bagefter. Først sagde øjenlægen (den samme som havde mig som lille) at han godt kunne træne det op, og jeg tænkte bare "åhh nej" han mente det kun var 1,25, men så ændrede han det til 3,25 hvilket jo er noget mere. Det nærmer sig mig som det er nu.
Da jeg var lille fik jeg klap for det ene øje og det andet øje osv osv, utal af dråber og tests for at TRÆNE øjet op, og ved i hvad det hjalp ikke en fis. Jeg følte mig som en forsøgskanin. Nu som voksen er mit syn faktisk blevet gradvist MEGET bedre, jeg har aldrig været lavere i styrke. Og jeg elsker mine briller, synes det ser godt ud.
Og det synes min dreng heldigvis også, så han har ikke det fjerneste imod at have nogen, og de laver en del smarte briller i dag ulig 80'erne og 90'erne. Og HELDIGVIS er sønnen dækket under min mands sygeforsikring så vi får tilskud til de briller. Nice.
Det var bare en lang ting.
Vi har siden i sommer haft ideen om at skulle have hund igen, og denne gang fik jeg lov at bestemme. Jeg ELSKER Cavalier king Charles Spaniels min mand er mere til bullerbasser. Indrømmet jeg elsker også bullere, men jeg ville have mig en cavalier. Så vi fik i sommer kontakt til en rigtig sød opdrætter som forventede hvalpe til december 2011, men i november ringede hun og fortalte at hendes hund ikke måtte bruges i avl længere da hun havde fået konstateret en arvelig sygdom.
Heldigvis havde hun en veninde som lige havde fået parret hendes og de ventede hvalpe her i januar, så der er vi nu skrevet op. De er bare så dejlige. De blev født d. 9 + 10 /1 henover midnat og er så dejlige
www.wivalier.dk der kan i se under hvalpe og galleri.
Vi håber på at kunne vælge vores i uge 7. Vi var skrevet op til en han hund, men Soda "valgte" kun at føde tæver haha. Men så snupper vi en tæve, vi skal bare have hund nu, og vi har mødt familien, hundene og det er bare som det skal være. Glæder mig, glæder mig. Hunden skal forresten hedde Alba, sønnens valg, og han skal også bestemme lidt.
Well, det er bare sådanne nogle ting for tiden der lige laver om på det hele, kender i det?