Kære alle
Det er ved at være lang tid siden, jeg har blandet mig herinde og det er der en rigtig god grund til.
Jeg de sidste tre år ved siden af mit arbejde læst diplomuddannelsen i projektledelse og i dette semester har jeg skrevet afgangsprojekt. Da jeg aborterede ufrivilligt i marts, havde jeg en længere periode, hvor jeg kun kunne koncentrere mig om at overleve mit almindelige liv med job og familie. Men så besluttede jeg, at jeg ikke ville bruge et halvt år mere på at blive færdig og fra jeg startede op for alvor havde jeg 6 uger til indsamling af empiri, databehandling, analyse og skrivearbejde. Det er det hårdeste jeg nogensinde har prøvet. Jeg arbejdede mellem 5 og 7 om morgenen, for der sov min mand og barn, var på job om dagen og mor og kone om aftenen. Jeg holdt fri fra arbejdet den sidste uge inden afleveringen ellers havde der ikke været tid nok. Jeg var igennem hele forløbet, indtil jeg satte sidste punktum, ikke sikker på, at jeg kunne nå at skrive det færdig - der var bare for lidt tid. Men oven på en rædselsuge fik jeg afleveret og var til eksamen i går.
Og som i alle gode eventyr, hvor heltinden går så gruelig meget igennem, så endte det godt. Jeg fik 10 og jeg fik rigtig god kritik.
Det er lidt uforståeligt, at jeg ikke skal være stresset hvert år til jul og i januar samt op til sommerferien, hvor der har været afleveringer, men det er også helt fantastisk. Jeg føler, at jeg har fået mange flere timer til rådighed og det siger lidt om, at når man er igang med en uddannelse, så er man mentalt hele tiden en lille smule "på". De sidste to måneder har jeg været konstant stresset, ondt i maven, bidt tænder om natten (så jeg har bidt flere plumper i stykker - dyr tandlægeregning), sur, haft mareridt, været mentalt fraværende over for familien og til sidst tæt på et sammenbrud også fordi en del af reaktionen over ikke at få det barn, jeg har ønsket så længe, kom oven i og jeg havde svært ved at få noget lavet færdigt på arbejdet. Jeg holdt orlov fra mit kor og holdt op med at løbe, fordi jeg ikke kunne overskue at bruge tiden på det og har også taget et par dumme kilo på.
Men nu har nogen fjernet den store sten fra mine skuldre og jeg er med et sving blevet gode, gamle, glade Joan igen. Og det er rigtigt dejligt, at de folk, som jeg har været i studiegruppe med (uden dem var jeg ikke blevet færdig), også har fået rigtigt gode karakterer - 10 og 12 alle sammen.
Jeg lovede mig selv som en gave, når jeg blev færdig, at jeg ville have et kursus i art clay. Det er jeg nu ved at spare sammen til (min mand studerer fuld tid, så vi er ikke overrige!) og skal til at se efter et godt kursus nu.
Glæder mig til at se, hvad I alle har lavet de sidste par måneder. Knus Joanna
|