Jeg bruger også fluoron, og ser "klumperne" i bunden som noget helt naturligt.
Når ting opløses i en væske, kan det kun lade sig gøre, så længe væsken ikke er mættet.
I det øjeblik en væske er mættet, vil overskydende stof samle sig som bundfald.
Men - der er flere ting der har betydning for bundfald / udkrystallisering.
Ændringer i væskemængden og temperaturen f.eks.
Hvis din fluoron står i en åben beholder, vil små mængder vand fordampe, hvilket vil resultere i en overmættet væske = udkrystallisering.
Hvis din fluoron står køligt, vil det også resultere i en overmættet væske = udkrystallisering, da kolde væsker hurtigere når mæthedsgrænsen end varme. Derfor er det også vigtigt bare at ignorere bundfaldet, for til sommer når vejret bliver varmt, vil noget af det igen opløses.
Man kan lave et lille eksperiment, der viser alt dette med mætning af væsker:
Tag et glas kogende vand og opløs under omrøring så meget salt i det, at der til sidst ligger et tyndt lag salt på bunden, som ikke opløses (det varme vand er nu mættet med salt).
Hæld noget af det saltmættede vand over i et andet glas, uden at få bundfaldet med.
Stil dette glas i køleskabet.
Fordi kolde væsker kan indeholde mindre stof end varme væsker, vil der efterhånden som vandet afkøles dannes bundfald (saltet udkrystalliserer).
Hælder du til sidst vand og bundfald tilbage i en gryde og varmer det op, vil bundfaldet igen forsvinde i takt med temperaturen stiger.
Hvis du bliver ved med at koge vandet, så noget af vandet fordamper, vil der efterhånden igen dannes bundfald, fordi vandmængden skrumper, og til sidst, når alt vand er væk, vil du have salt på bunden af gryden.
Det er jo næsten et helt lille trylleshow
Alternativ:
Nogle gange bruger jeg
loddepasta som indeholder fluss, og dér er der ikke noget der bundfælder
