livet som sådan

[pias]

Det her ender med at være en længere beretning og med varierende emner.
I dag stod jeg og bagte julesmåkager. Jeg var nået til jødekagerne. Jeg tænkte på hvornår mon jødekager ikke må hedde jødekager mere. Der var engang, hvor der fandtes noget der hed negerkys. Det gør der ikke mere. Nu findes der kun flødeboller.
Der var også engang hvor jeg synes at jeg havde rimeligt godt styr over mit liv. Jeg boede rimeligt godt (det gør jeg stadig), jeg har og havde den dejligste datter, jeg havde rimeligt styr på karrieren -var leder i en stor fritids- og ungdomsklub.
Karrieren var ligesom hvad den var, da jeg blev nødt til at sygemelde mig for knap syv år siden. Det er jo heller ikke det vigtigste i livet. Det, der imidlertid er en rigtig vigtig del af den der karriere, er den stabile indkomst som den medfører. Vi (min datter og mig) har så gennemlevet de sidste knap syv år på 91% dagpengesats. Ikke alvorligt festligt. Nu ved jeg at min sag er sendt til Dragør Kommune med henblik på en førtidspension. Førtidspensioner er jo selvfølgelig heller ikke det allermest festlige som forsørgelsesgrundlag, men det vil betyde en ro at sagen bliver afsluttet - en ro som, i vores lille hjem, vil være særdeles eftertragtet.
Nå, men som nævnt stod jeg jo der og bagte julesmåkager. Det var jo hyggeligt nok, men samtidig lidt små-frustrende. Man bager jo selvfølgelig julesmåkager fordi det snart er jul. Her er det en højtid som både er præget af stor glæde og stor frustration. Glæden handler selvfølgelig om, at vi begge elsker julen med alle dens traditioner. Frustrationen handler selvfølgelig om, at julen er dyr, og at det kan være særdeles vanskeligt at indfri forventningerne. Måske også fordi vi bor, hvor vi bor. Her får vennerne jo fladskærme og bærbare computere i julegave. Det gør min datter ikke. Jeg bilder mig ind, og håber, at det ikke er så vigtigt for hende. Når man spørger hende hvad hun ønsker sig til jul, plejer hun at sige ”en god jul” og det er det hun synes er det vigtigste. Formentlig også tvunget af omstændighederne.
Nå, men mens jeg stod der og bagte mine julesmåkager tænkte jeg også lidt smykkeforum, og specielt den der debat der er lige nu om hvilke gode formål man giver penge til. Som rigtigt, rigtigt mange andre giver jeg penge til alle dem der kommer forbi og ringer på. Jeg bliver bare nødt til at indrømme, at jeg har det rigtigt svært med det. De penge jeg giver til dem, er jo altid nogle jeg har været ude og låne. På den ene side vil jeg jo dels gerne støtte diverse gode formål, dels er det rigtigt tit nogle af min datters overskuds-klassekammerat-forældre der kommer forbi med raslebøssen. Det er jo nærmest umuligt at sige nej.
Jeg vender så, endnu engang tilbage til mine julesmåkager. Men jeg stod der, med dej op til albuerne, ringede telefonen. Min datter tog den. Hun meddelte mig at hun ikke vidste hvem det var, men at det var en der ville tale med mig. Det var den lokale ejendomsmægler. Vi havde deltaget i en konkurrence og havde vundet en julekurv!
Det var lige ved at jeg blev lidt optimistisk. Min sag er sendt til afgørelse i kommunen, formentlig til afgørelse indenfor den nærmeste fremtid. Vi vandt en julekurv. JUBII.
Er det nu det hele vender og der begynder at ske noget godt?
(og så fik jeg i øvrigt solgt fem armbånd i lørdags til en familiefødselsdag)

[Danagonia]

Jeg er datter af en førtidspensionist. Det er rigtig rigtig svært ikke at være som andre og nogle gange har jeg da løjet om hvad min mor lavede fordi det kan være meget tabu belagt. Og pengene slog heller aldrig rigtig til, og gør det stadig væk ikke. Men min mor har tilgengæld givet mig noget som de fleste andre ikke har. Hun var hjemme når jeg kom hjem fra skole. Hun holdte de mest fantastiske børnefødeslsdage, selvom vi ikke havde ret mange penge. Hun lavede en fantastisk pakkekalender hvert år, selvom den kun havde kostet 300kr, så havde hun været på tilbudsjagt hele året for at vi kunne få en rigtig god jul. Jeg kan huske hun syede dukketøj og solgte i min børnehave, for at have råd til at give mig et Barbie skib i julegave til 900kr. Min mor kunne alle de ting, fordi hun havde tiden til det og det er vigtigere end alverdens penge. Det handler ikke om hvor mange penge man giver sine børn, men hvor meget man er sammen med dem, lytter til dem og hjælper dem med de midler man nu har. Jeg ville ikke have byttet min syge mor for en rask der først kom hjem kl 18.00 hver dag, og det vil jeg godt vædde med din datter heller ikke ville.

[Pia]

tillykke med kurven og den tilstundende afgørelse.
jeg har desværre ingen visdomsord til din situation, men kan bare sige, at jeg selv har levet for ekstremt små midler i en periode og det vænnede jeg mig til. og vi taler langt under fattigdomsgrænsen.Det er faktisk i den situation, jeg har oplevet den største kreativitet. i sådan en tilstand virker andre menneskers forbrug grænseoverskridende og det gør det faktisk også den dag idag. jeg er kommet ud på den anden side med en ekstrem økonomisk sans for indkøb og en påholdenhed der gælder langt det meste, perler er/var vist undtagelsen.
men jeg er ikke forsørger, så det kan dårligt sammenlignes.
da jeg knap havde til mig selv gav jeg ikke penge til andre.
Mht jødekager så tror jeg nok de overlever den politiske korrekthed, der er andre grupper, der har indtaget jødernes plads som den store syndebuk.

[vase]

Vil også skynde mig at ønske dig tillykke med din gevinst. Var der julemad i eller mest "godter"??

Også tillykke med pensionen vil jeg tillade mig at sige. Har selv været i situationen med uvished og periodisk stress over ikke at have ro på hverken fremtid eller økonomi. Jeg fik dog først bistandshjælp og snere da jeg blev gift ikke en krone.

For mig betød pensionen mindre stress-ro på den del af (arbejds) livet, og ikke mindst en dejlig viden om en fast indtægt til jeg skal have folkepension. Nu ved jeg ikke om du får det samme på sygedagpenge som i førtidspension-men for mig betød netop det med den FASTE indtægt ALT. For så ved man hvad man har at arbejde med.
Jeg håber at det samme sker for dig.

Jeg er TOTALT enig i det Camilla skriver mht. din datter. Jeg har haft forældre der knoklede røven ud af bukserne. Det havde vi hverken flere midler eller mere tid sammen af....og det der med "overskudsforældrene"...puha altså-jeg kender det energimæssigt-og vi bor også i et område hvor fødselsdage mv. er kørt helt op på et økonomisk plan hvor vi ikke kan være med. SKID på det og glæd dig over at du har tid sammen med din datter. Beslut dig for et bestemt symbolks beløb til indsamlingerne. f.eks 20,-kr. Det er ikke beløbet men handlingen der betyder noget!

Og så lige et personligt (åndeligt) råd....bliv VED med at give ud (symbolsk som jeg skrev) for det du giver ud kommer tilbage....på den ene eller den anden måde. Vær ikke bleg for selv at søge støtte der hvor man kan-især til juleaften.
Ps: jeg føler personlig større glæde ved at give nogle der trænger mere end jeg selv, frem for til sportsforeninger og den slags-det kan du lade "de rige" om!

Alle gode ønsker for fremtiden.

[Linda]

Tillyke, det var da en god julenyhed, midt i alt det "sorte" og så skal du jo bare lige have af vide at din pension GÅR igennem, for det gør den da....!!!!!

og penge, dyre gaver eller ej, man kan sikkert godt tro at det er ærgeligt at man ikke lige kan give ens datter bla bla bla. men tro mig, jeg tror hun er glad for den kærlighed du giver hende og at i KAN holde jul - Camilla beskiver det også til fulde!!
børn ved mere end forældrene lige går og tror og en anden gang, så behøver du ikke at give til folk med raslebøsser, du står jo selv i en situation hvor DU og din datter behøver dem.......det er ok ayt tænke lidt på sig selv og ikke altid på andre - det skal og behøver du ikke at have dårlig samvitighed over.

og det med jødekagerne, det sad mine veninder og jeg netop og talte om igår, da vi sad med mine hjemmebagte jødekager og min venindes nybagte brunkager.....og blev bare enig om at det var sgu for besværligt med anden etnisk småkage , så i vores hjem og andres vil de nok altid hedde jødekager.

Jeg ønsker dig og din datter en god jul.

[Lise Sonne]

Hvor er det et godt indlæg du har skrevet........ og tankevækkende.
Når du ser de såkaldte 'overskuds' forældre, så kan du næsten være sikker på at hvis du kendte dem godt, så har de også været igennem ting, som gør at de også har forståelse for dig. Når jeg ser mig selv udefra, så ved jeg godt at jeg kan virke 'overskuds' agtig, men mine venner og familier ved også at mit overskud nu, kommer af at jeg befinder mig lige i nuet og er taknemlig for det. Har haft mange svære perioder, for at nævne i flæng : hård skilsmisse, mange alvorlige sygdomme i familien, dødsfald, fyringer og i en periode meget få penge. Det de perioder i mit liv har gjort er at gøre mig bedre til at prioriterer hvad der er vigtigt i mit liv :
Mine børn, Min Mand,Min øvrige familie, Gode venner, En arbejdsplads jeg er glad for, At have tid til at være kreativ.
Og så iøvrigt være taknemmelig for at man har livet i behold og finde lykken i de små ting.

Desværre vil jeg give dig ret i, at livet er nemmere med lidt flere penge, men når jeg kigger tilbage på mit liv, så har mængden af penge ikke været afgørende om jeg har været lykkelig eller ej. I de 'magre' år har jeg bare været bedre til at ikke bruge penge: dvs tøj blev købt i genbrugsbutikker, gaver blev købt på loppemarkeder eller tilbud eller lavet selv - der blev budt på mere 'husmandskost' menu'er, når jeg havde gæster osv osv
Du kan byde din datter på en hel masse andet end bærbare computere mm, du giver hende nærvær, tryghed og hygge..... alt sammen noget man ikke kan købe i Magasin !
Desuden er jeg totalt modstander af at forære så store gaver til jul eller fødselsdage, det er der også mange omkring os der gør, men mine børn ved at det er kun til konfirmation el lign. at sådanne gaver bliver givet.... Min filosofi er at det skal ikke være gaverne der er det centrale ved julen, og jeg hører tit fra mine børns venner at de ikke ved hvad de skal ønske sig til jul /fødselsdage /konfirmation og det synes jeg er rigtig synd for dem. I min bog er det kun de voksne, som har lov til at have svært ved at finde på en ønskeliste. Vi har også altid fortalt dem at det ikke nytter noget at ønske sig de helt vilde ting, så deres forventningsafstemning omkring julen er ret god.
Bliver iøvrigt rigtig glad, når jeg ser min ældste søns tilgang til ting: han er studerende og har ikke mange penge (læs : fattig studerende), så han køber tit genbrugstøj, finder møbler i containere og sætter dem istand, laver mange gaver selv : music cd'er (med hensyntagen til modtagerens musiksmag), maler billeder og forærer tid med ham selv fx til bedsteforældrene, som bruger den på at han laver noget praktisk for dem.

Og tilsidst : Tillykke med julekurven, sådan en uventet ting kan give glæde meget længe.
Så Glædelig Jul til dig og din datter

[Havfruen]

Tillykke med din jule kurv. Og tillykke med at du har tid til din datter og at hun har tid til at være sammen med dig. her i livet har vi alle vores lod at trækkes med. vi har heller ikke meget at gøre godt med og slet ikke da vores børn var små.
jeg syede alt deres og mit tøj selv så gar undertøjet. og da de på et tidspunkt kom hjem fra børnehaven og sagde mor de andre børn siger at vores flyverdtagt er grim. Dag jeg til dem Ja det kan godt være at den ikke er pæn lyserød, men den er varm og i må gerne gøre jer beskidte. Se den gang for ca 20 år siden var det jo ikke et barn på 4 5 år der sagde at tøjet var grimt, men det var de voksne som havde sagt det og det høre de små pus jo straks. Vi havde ikke mange peng så det var også hjemegjorte gaver og tid til at bage sammen med dem. og jef er i dag helt sikker på at det er samværet og nærværet med signe børn der er med til at gøre dem til nogle gode og dejlige voksene. Penge er ikke alt ,men sefølelige er der mange ting der er nemmer hvis man her nok af dem.
her vor vi bor nu har vi selv valgt og her der ingen lukus, utæt hus , kun en bil, ingen peng og meget arbejde. Men jeg har en mand der ikke er sy af stres og jeg har selv et liv der er tålelig på trods af slidgigt . Og jeg vil ikke bytte det væk for det liv vi før havde. Da tjænt min mand gode penge, men har var ved at gå ned på grund af stræs jeg havde arbejde og vi havde 2 biler. Men min krop kunne bare ikke klare at være soshjælper hele dagen og så hjem og passe det der hjemme.
Så i dag har vi lige til dagen og vejen hvis vi passer på men vi har hianden og vi har et godt humør.Og vores unger har nogle forælder der har tid og lyst til dem når de har brug for os.